Mørbradbøffer og champignon a la creme

Som jeg nævnte ved mit første mørbradforsøg, var den mørbradgryde faktisk inspireret af en ret, som vi fik til julefrokosten på mit arbejde – nemlig mørbradbøffer og champignon a la creme – eller mørbradbøffer med champignoner i flødesovs for de mindre fancypants 😀 Og lige siden jeg prøvede det den dag, har jeg vidst, at jeg ville prøve at lave min egen udgave til vores egen julefrokost. Med det samme jeg smagte det, vidste jeg nemlig, at det ville være nemt at lave – og oven i købet nemt at lave bedre, haha!

Nu er julefrokostsæsonen jo nok i virkeligheden overstået for de fleste, men dette er i min optik ikke nødvendigvis en jule- eller julefrokostret på samme måde som så mange andre opskrifter her i julen i højere grad er sæsonbetonet. Jeg kan snildt forestille mig at lave denne ret til aftensmad en dag – fx serveret med broccoli, som jeg også gjorde med resterne dagen efter vores julefrokost her (edit: endnu bedre med ristet broccoli!). Og ellers er der vel også en påskefrokost på et tidspunkt, hvis det endelig er? 😉

Julefrokosten i min mors familie er efterhånden blevet til noget sammenskudshalløj, hvilket faktisk fungerer rigtigt godt, synes jeg. Dels har alle noget at sige i forhold til, hvad vi får serveret (hvilket jo især er rart for særlinge som mig!), og dels er der ikke én person og/eller familie, der skal stå for det hele. For vi kan vist godt blive enige om, at en julefrokost til 14 mennesker + det løse ikke bare er sådan ligetil – trods alt! I år var disse mørbradbøffer mit ene tilskud til menuen – det andet var naturligvis tarteletterne, hvor jeg havde to af de glutenfri tarteletter tilbage til mig selv, og de andre fik normale tarteletter med fyldet i. Begge faldt i overordentligt god jord, så vidt jeg kunne fornemme, så det var jo skønt!

En julefrokost er faktisk i øvrigt en af de ting, der er lidt nemmere at slippe godt udenom som LCHF’er/glutenfri/whatever, synes jeg. Jeg har bare mit eget brød med, og så er det jo easy-peasy bare at spise masser af det gode pålæg – jeg nævner i flæng: sild og æg, rejer, laks, varm leverpostej med bacon – og så selvfølgelig mørbradbøffer! Og så var jeg vist også godt gammeldags mæt!

Opskriften er meget nem og simpel, men smagen er uovertruffen – og det smager både af meget og mere. Prøv dem lige, ‘kay?

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Mørbradbøffer og champignon a la creme

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Retten rækker til 3-4 personer som hovedret - formentligt det dobbelt som buffetindslag

Ingredienser

  • 1 svinemørbrad
  • smør og olie til stegning
  • salt og peber
  • 1 bakke champignoner ca. 500 g
  • 1-2 spsk soja eller tamari
  • 2,5 dl piskefløde mere, helt op til dobbelt mængde, hvis der skal være sovs og ikke bare cremede champignoner

Sådan gør du

  1. Afpuds svinemørbraden, så du får fjernet de værste sener m.m. Skær mørbraden i bøffer på ca. 1,5-2 cm tykkelse og bank dem evt. lidt fladere, så diameteren forøges.
  2. Smelt smør sammen med olie på en varm pande og brun mørbradbøfferne heri. Krydr med salt og peber på begge sider. Når alle mørbradbøfferne er brunede, lægges de i et ovnfast fad. Skal retten serveres med det samme, kan de steges færdige i ovnen ved 200º varmluft - hvis ikke, kan de blive færdige med først eftervarme fra panden og herefter ovnvarme, når det opvarmes til servering.
  3. Rens og skiv champignonerne. Svits dem så på den varme pande. Drys godt med salt, så væden trækkes ud af svampene. Når al væsken er fordampet, tilsættes en god klat smør, og champignonerne svitser, indtil de begynder at blive gyldne og sprøde.
  4. Hæld soja over svampene, lad det simre kort og hæld herefter fløden ved. Bring i kog og lade fløden simre og koge ind, indtil den er tyknet og cremet. Smag til med salt og/eller soja.
  5. Fordel champignoner og flødesovs ovenpå mørbradbøfferne. Server med det samme eller tildæk fadet med sølvpapir, så det kan varmes i ovnen, når det er tid til de lune retter

Kategorier: Efterår, Favoritter, Frokost, Gæstemad, Hovedretter med kød, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Mormormad, Påske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!