Ja, som bloggens navn så fint indikerer, hedder jeg jo altså Xenia. Jeg er 30 år og bor i København. Jeg har en Cand.It. i Software Development og Technology fra IT-Universitetet. Til daglig arbejder jeg som webudvikler i et bureau i København. Og i 2016 udgav jeg en kogebog med sundere desserter og kager: “Sødt, sundere, syndigt”
Jeg har altid været glad for at lave mad og bage – nok en interesse jeg hovedsageligt har arvet fra min far. Jeg blev først inspireret til at starte denne blog, da jeg tilbage i 2010 så filmen Julie & Julia, hvor kvinden Julie sætter sig for at lave alle opskrifter i Julia Childs kogebog The Art of French Cuisine inden for et år – hvilket hun blogger om. Jeg har tidligere nok haft lidt af en kogebogsmani, hvorfor ideen om at få brugt nogle af dem straks tiltalte mig. Formålet med bloggen gik dog hurtigt fra kun at handle om opskrifter i kogebøger til generelt at handle om den mad, jeg laver – både fra diverse kogebøger, men også fra rundt omkring på nettet og fra min egen forvirrende og til tider ret geniale (hvis jeg selv skal sige det 😉 ) fantasi. Jeg har blogget mere eller mindre jævnligt siden starten af 2011.
Jeg elsker at få kommentarer og hører meget gerne fra jer, hvis I har afprøvet nogle af mine opskrifter – både ris og ros og andet. Du er også mere end velkommen til at kontakte mig med tilbud om samarbejde eller lignende.
Og så er der vist ikke andet tilbage at sige end velkommen – og velbekomme!
Hvis du vil kontakte mig uden om bloggens kommentarsystem, kan du skrive en mail til hjemmehosxenia(at)gmail.com eller bruge kontaktformularen her.