Bønnefritter

boennefritter-floedesovs2

Da jeg i går endnu en gang lavede en af mine all-time favoritter, nemlig den gode flødesovs og herligheds-bønnefritter, gik det op for mig, at jeg da vist faktisk aldrig har udgivet en reel opskrift på bønnefritterne. For shame! Det er jo ikke fordi, det er noget af det mest avancerede i verden. Nej, faktisk er det jo ret nemt. Men der findes dog et hav af forskellige fremgangsmåder, og det er efterhånden lykkedes mig at finde frem til min personlige favorit, hvor jeg får de bedste – i min optik – bønnefritter. Og fordi jeg har været en så dårlig blogger og negligeret jer sådan på bønnefritte-området, får I faktisk i dag hele to måder at lave de rare grønne fritter. Grunden til, at jeg lige netop i går lavede den skønherlige ret igen, er nemlig, at jeg er så heldig at have fået en ActiFry fra Tefal til test. Og efter den har været taget som gidsel af PostDanmark påsken over, har jeg nu endeligt fået den hjem, så jeg kan lege lidt. Og så snakker vi i øvrigt ikke om, at jeg vist ender med at have fået hele tre nye køkkenmaskiner i løbet af den forgangne måned. Ahem…

I princippet er ActiFry‘en jo bare en varmluftsovn i miniformat – dog med den klare fordel, at den selv rører rundt i grøntsagerne, så de får optimal varme hele vejen igennem. Og de bønnefritter, jeg fik lavet deri, var faktisk noget nær de bedste, jeg har lavet til dato! Jeg skal klart lige have testet ActiFry‘en til et par andre ting, før jeg kan afgive min endelige vurdering. Men umiddelbart er jeg ret begejstret. Ganske vist fylder den en del i maskinparken, den larmer lidt, når den er i brug, og den forslår nok ikke helt, hvis man skal lave mad til mere end 1-2 personer. Til gengæld er den lettere tidsbesparende og formentligt også energibesparende ift. at opvarme den “store” ovn. Det med energien må I dog ikke lige hænge mig op på, men jeg gætter bare, at en lille maskine bruger mindre strøm, end en stor gør. Jeg skal i hvert fald klart prøve nogle flere grøntsager heri som det første – og herudover har jeg også planer om at prøve at stege kød deri samt flere andre ting, som forhåbentligt bliver godt. Det skal I nok høre om, når vi kommer så langt selvfølgelig. Indtil da kan I jo overveje at læse lidt om ActiFry‘en på Tefals egen hjemmeside. Jeg tester i øvrigt den lille version, som lige netop passer til en pose frosne bønner på 750 g – perfekt!

boennefritter-floedesovs

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Bønnefritter

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Ingredienser

  • 1 pose frosne grønne bønner ca. 750 g
  • 2 spsk olie eller smeltet smør
  • salt

Sådan gør du

I alm. ovn

  1. Forvarm ovnen til 180º varmluft.
  2. Fordel de frosne bønner på en bageplade beklædt med bagepapir og vend med olie og salt.
  3. Bag bønnefritterne i ca. 60 minutter, eller indtil de er tilpas sprøde og seje. Vend rundt undervejs.

I ActiFry

  1. Hæld de frosne bønner i ActiFry'en og tænd. Giv dem først 15 minutter.
  2. Hæld så lidt olie og godt med salt over og giv dem yderligere 20-25 minutter, eller til de er færdige.

Noter

Bønnefritterne bliver ikke 100% sprøde allesammen. Til gengæld får de en lækker sej-agtig konsistens, som er rigtigt rar - og nogle af dem bliver naturligvis også sprøde. Sprødheden afhænger i øvrigt selvfølgelig af, hvor længe du giver dem. Men pas på, at de ikke får for længe - sorte bønner smager ikke godt!

boennefritter-floedesovs1
boennefritter-floedesovs5

Jeg har modtaget det omtalte produkt gratis.

Kategorier: Favoritter, Gæstemad, LCHF opskrifter, Mælkefri, Tilbehør

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!