Jeg har ikke lavet et af mine “3 gode”-indlæg siden sidst i maj, så jeg tænkte, at det var på høje tid med en ny omgang. Og hvad bedre at showcase lige nu end opskrifter med æbler? Lækre, søde, syrlige, sprøde og fantastiske æbler. Æbler er så utroligt alsidige, men jeg har valgt at holde mig til de søde dessert-agtige opskrifter i dag, og så kommer der måske en pt. 2 på et senere tidspunkt med de salte opskrifter. De tre opskrifter, jeg har udvalgt, er i øvrigt alle så store favoritter hos mig, at de faktisk også er at finde i min dessertbog, så hvis det ikke står inde for deres lækkerhed, ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal sige for at overbevise jer! (to af de tre fandtes på bloggen i forvejen, så opskriften i bogen er en gen-udviklet opskrift, hvis I skulle sammenligne og undre jer over, at de ikke er helt ens)
SE OGSÅ: Opskrifter med æbler
De tre opskrifter jeg gerne vil give en ny chance i rampelyset er:
♥︎ De überlækre pandekager med kanelstegte æbler og fuldfed creme fraiche – en af de tre opskrifter jeg lavede i Go’ Morgen Danmark, da bogen udkom btw (der er link til at se klippet i indlægget, hvis du missede det dengang). Her tager vi en bunke bløde pandekager og fylder dem med æblestykker stegt i kanel, smør og sukrin gold, så resultatet bliver en fantastisk æblekaramel. Og til sidst en klat creme fraiche for friskhed og ekstra velsmag! Virkeligt en god opskrift (hvis jeg altså selv skal sige det, ik’?)
♥︎ Nok den æblekage jeg har bagt allerflest gange: Nemlig denne æblekage med pekanknas. Det er egentligt svært for mig at finde noget specielt at sige om denne kage, andet end bare skynd dig at få den prøvet! Kagen har en helt perfekt konsistens, som både er svampet og krummet på samme tid, og med en klat creme fraiche (eller flødeskum eller vaniljeis!) spiller efterårskageorkestret til U.G.!
♥︎ Og sidst men ikke mindst mine panna cotta’er med krydrede æbler. Muligvis min yndlings-efterårsdessert, og jeg har endnu heller ikke serveret den for nogen, som ikke var fan (på nær det ene skøre menneske, som ikke kunne lide æbler!). Kombinationen af den søde og bløde og let syrlige panna cotta-bund og de lunt krydrede æbler giver en helt særlig oplevelse, som jeg kunne spise igen og igen. Måske man snart skulle invitere nogen på middag…!