Billede af Line Thit Klein og Chris Tonnesen
Edit: Pssst, se mig lave denne opskrift i klippet fra indslaget.
Som I ved (men hvis det er glippet, fortæller jeg det lige igen), skal jeg i Go’ Morgen Danmark i morgen tidligt (sååå tidligt!). Jeg skal lege tv-kok og vise tre opskrifter fra “Sødt, sundere, syndigt“, som meget passende jo også udkommer i morgen. Om jeg er nervøs? Ja for faen! Men det skal nok blive skægt at prøve, tænker jeg. Tidligere på ugen hintede jeg lidt (med en vognstang) på Instagram om en af de opskrifter, jeg skal lave. Den anden lader jeg lige forblive en overraskelse lidt endnu, men jeg tænkte, at jeg passende kunne give jer opskriften på den tredje ting, jeg skal lave – her “mens vi venter”.
(Jeg er i øvrigt helt vild med det billede her!)
Dette er en af mine favoritter fra bogens afsnit med morgen- og hverdagsdesserter. Meget simpelt, men übergodt – og denne pandekageopskrift er den absolut bedste, jeg har prøvet på pandekager uden mel og sukker. De smager helt og aldeles som almindelige pandekager, det lover jeg! Og så er de også nemme at bage, synes jeg, hvilket ikke altid er tilfældet for melfrie pandekager. Pandekagerne serveres med æbler simret i en kanelduftende karamel samt den lækre fuldfede creme fraiche, og det er en kombination, der er ret så fantastisk, synes jeg. Forhåbentligt synes I det samme.
I morgen overtager jeg i øvrigt mit forlags Instagram-profil for en dags penge, så der vil jeg forsøge at dele et par billeder i løbet af formiddagen – så vidt som det nu kan lade sig gøre. Hvis du har lyst til at følge med, kan du hoppe over og følge FADL’s Forlag med det samme, så du er klar 🙂
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Pandekager med kanelstegte æbler og fuldfed creme fraiche
Opskrift fra "Sødt, sundere, syndigt".
Ingredienser
Pandekager
- 4 æg
- 4 æggehvider
- 75 g flødeost
- ¾ dl creme fraiche eller græsk yoghurt
- 2 spsk sukrin gold
- ½ tsk vaniljepulver
- ¼ tsk salt
- 1 spsk fiberHUSK
- kokosolie til stegning
Til fyldet
- 4 små æbler
- 4 spsk smør
- 2 spsk sukrin gold
- 1 spsk kanel
- 1 nip salt
- 2 dl creme fraiche 38 %
Sådan gør du
- Blend eller pisk alle ingredienser til pandekagedejen sammen, til der ingen klumper er.
- Varm en pande godt op, og smelt 1 tsk. kokosolie herpå inden hver pandekage. Bag pandekagerne ved middel varme, til de er gennembagte og har pæn farve på begge sider.
- Ordn imens æblerne. Start med at fjerne kernehuset, og skær resten i tern. Smelt smør, sukrin gold og kanel på en pande, og tilsæt æbleternene. Svits, til æblerne er let møre, men stadig har bid, og smør og sukrin gold er blevet til en lækker karamel. Smag til med et nip salt.
- Server pandekagerne med æblefyld og frisk creme fraiche.