Thai red curry så englene (og Xenia) synger

Hver gang snakken falder på min blog her, siger jeg egentligt, at jeg jo ikke rigtigt blogger længere. Med det seneste indlæg (før i dag!) fra december som bevis nr. 1. Og det egentligt heller ikke rigtigt noget, der fylder i min hverdag, det med at jeg jo egentligt har en blog. Den lever jo fint på nettet, og jeg kan se, at I er en del der stadig bruger opskrifterne, hvilket er skønt. Det gør jeg også selv! Derfor syntes jeg, at når jeg pludseligt har opdaget en ny opskrift, som jeg allerede har lavet 3 gange på lige så mange uger (og dermed spist 3 gange så mange gange, fordi rester) – så syntes jeg også, at I fortjener, at jeg deler den opskrift med jer. Uanset at billederne så bare er taget med en iPhone – det var I heldigvis en del, der sagde var et non-issue, da jeg udgav dette indlæg. Så nu tager jeg jer altså på ordet!

Hvis nogen spørger mig, hvad min livret er, ender jeg altid med at være dem svar skyldig. På sin vis har jeg lyst til at sige pomfritter, eller bare kartofler i en eller anden form, men det virker alligevel ikke rigtigt som om det tæller. Så jeg melder pas. Men de sidste par måneder har jeg altså været helt vild med sådan en thai red curry, som de laver på diverse thai-restauranter. Og i starten brugte jeg ikke så få penge på at kunne spise det, så ofte som jeg ville. Jeg har tidligere ad flere omgange forsøgt at genskabe den helt rigtige smag hjemme, men har ikke rigtigt lykkedes med det. Før jeg fandt denne opskrift, som nærmest 1:1 er den jeg har gengivet nedenfor. Den smager helt rigtigt og helt perfekt, og jeg kan lige så godt være ærlig og indrømme, at jeg nok er lettere besat. Den sidste lille måned tror jeg, at min aftensmad har stået på sådan en omgang omkring 1/3 af aftenerne. I går tømte jeg den seneste portion, og jeg har allerede lidt lyst til at lave det igen i aften. Hvis det ikke er bevis nok for, at du også skal prøve at lave opskriften, har du og jeg vist ikke mere at snakke om.

Så uden mere sniksnak får I her opskriften, som jeg efterhånden laver den med helt præcise mål. Husk at de røde karrypastaer varierer en del i smag, så jeg bruger 2 spsk af den røde karrypasta fra Rema 1000, men kun 1, når det er den fra thaikøbmanden.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Thai red curry med kylling og grønt

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Den lækreste thai red curry - smager præcist som hvis du købte den fra den nærmeste thai-restaurant, og er lavet på 20 minutters tid.

Ingredienser

  • 450 g kyllingebryst
  • 1 spsk kokosolie
  • 1-2 spsk rød karrypasta
  • 1/2 løg finthakket, eller 1/2 tsk løgpulver
  • 4 fed hvidløg presset
  • 2 tsk frisk ingefær fintrevet
  • 2-3 håndfulde grønne bønner fra frost
  • 1 dåse babymajs
  • 1 lille dåse bambusskud
  • 1-2 dåse kokosmælk
  • 1 spsk majsstivelse
  • vand
  • 1 laurbærblad
  • 2 spsk sweet chili sauce
  • 2 spsk fishsauce
  • 2 spsk soja
  • 2 spsk brun farin eller tilsvarende
  • salt

Sådan gør du

  1. Kyllingen skæres i helt tynde skiver. Kokosolien varmes i en stor gryde eller wok, og kylling, løg og rød karry svitses sammen heri, til kyllingen ikke længere er lyserød.

  2. Tilsæt presset hvidløg, revet ingefær, grønne bønner, babymajs (evt. halveret) og bambusskud og svits med.

  3. Tilsæt kokosmælk. Herefter fylder jeg den tomme dåse med vand og rører majsstivelsen ud heri og tilsætter også dette. Du kan også bare bruge en ekstra dåse kokosmælk. Tilsæt de resterende ingredienser, og lad saucen simre i 5-10 minutter. Smag til med salt og sukker og server.

Kategorier: Asiatisk, Fast food, Favoritter, Hovedretter med fjerkræ, Hverdagsmad, Mælkefri, Thai, Wok

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!