Tærte med spinat og laks

tærte_spinat_laks-1

Det er jo altså ikke fordi, jeg tror, at en tærte med spinat og laks er noget særligt opfindsomt påfund, vel. Men da jeg for nyligt besluttede mig for sådan en fætter til aftensmad, gik det op for mig, hvor længe siden det efterhånden er, at jeg har lavet den sidst. Til trods for at det nok er min yndlingstærte og i øvrigt vist også den allerførste tærte, jeg prøvede at lave nogensinde. Alene af den grund fortjente den lidt spalteplads herinde. I øvrigt har jeg den ikke i den udgave, jeg laver nu, dvs. uden mel og LCHF-venlig og alt det der, så det virkede som sin plads at bruge et par minutter på at knipse nogle nye billeder, så jeg kunne retfærdiggøre noget, der måske ligner en kopi af dette indlæg.

En tærte virker måske som et større projekt, hvis man lige umiddelbart læser vejledningen. Sådan har jeg det i hvert fald nogle gange med opskrifter, hvor ting skal laves og køles ned og forbages og så videre. Du kan strengt taget også godt springe tærtebundens køleskabstid ned, men jeg vil egentligt ikke anbefale det, for det gør altså noget godt for det endelige resultat. Brug tiden på at tage opvasken fra dagen før, læs et par blogindlæg, eller kør en omgang yoga – det styrer du helt selv! 

Til gengæld styrer du ikke selv, om du laver denne tærte. Gør det! Det er en ordre! (ok, jeg driller bare – men vær lige sød at gøre det, okay?)

tærte_spinat_laks-2

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Tærte med spinat og laks

Ingen bedømmelser endnu

Antal: tærte

Ingredienser

Tærtebund

  • 120 g mandler
  • 30 g sesamfrø
  • 30 g solsikkekerner
  • 1 spsk fiberHUSK
  • 1 tsk salt
  • 40 g smør koldt
  • 1 æg

Til fyldet

  • 400 g spinat helbladet fra frost
  • 1 bouillonterning eller tilsvarende
  • 2 lakseportioner
  • 2-3 æg afhængigt af størrelsen på tærteformen
  • 1-1,5 dl piskefløde
  • salt og peber

Sådan gør du

  1. Mal mandler, solsikkekerner og sesamfrø til fint mel i din foodprocessor. Tilsæt så fiberHUSK, salt og smør, kør til det ligner sand, og saml så med ægget. Saml til en kugle og sæt i køleskabet i ca. 30 minutter, hvis du har tid.

  2. Forvarm ovnen til 160º varmluft. Pres den kolde tærtedej ud i en smurt tærteform og forbag i 20 minutter.
  3. Tø imens spinaten på en pande sammen med bouillonterning og evt. lidt vand, hvis spinaten ikke afgiver nok væske selv. Damp spinaten tør.
  4. Skær lakseportionerne i mindre stykker, og pisk æg sammen med piskefløde og salt og peber.
  5. Fordel spinat og laks oven på den forbagte tærtebund, og hæld æggemassen over.
  6. Bag tærten i ca. 20-25 minutter, eller til æggemassen lige netop er fast. Hvis den får for længe, kan laksen risikere at blive tør.

Noter

Server evt. med en råkost af reven gulerod og rødbede vendt med limesaft og olivenolie som her.

tærte_spinat_laks-3

Kategorier: Gæstemad, Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Tærter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!