Er du da vimmer, hvor var dette en lækker ret! Kender I det med at man har en opskrift liggende med bogmærke længe, fordi man aldrig rigtigt får taget sig sammen til at lave den? Sådan havde jeg det med denne opskrift fra “Suveræne Succeser”, men det var da vist en fejl, for jeg har allerede lyst til at lave retten igen, så lækker var den. Jeg tilføjede blomkål og udelod oliven. Derudover brugte jeg lidt mindre olie – og det kan man sagtens. Forresten havde jeg ikke noget oregano, så dér brugte jeg timian i stedet – bare brug hvad du har. Jeg spiste det som en selvstændig, vegetarisk ret, men man kan også sagtens bruge det som tilbehør.
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Scoresalat med blomkål
Adapted from "Suveræne Succeser"
Ingredienser
- 1 kg kartofler
- 2 spsk olivenolie
- 1/2 citron saften herfra
- 2 tsk tørret timian
- salt og peber
- 3 g peberfrugter blandet rød, gul, orange
- 1 lille blomkål 300-400 g
- 2 spsk olivenolie
- 4 fed hvidløg
- salt og peber
- 100 g feta
- evt. frisk persille
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 230º varmluft.
- Kartoflerne skrælles ikke. Halver dem og skær dem i smalle både på den lange led. Læg dem på en bradepande beklædt med bagepapir og vend med olie, citronsaft, salt, peber og timian.
- Ordn peberfrugterne, og skær dem i brede strimler. Bræk blomkålen i små buketter. Hak hvidløgene fint. Læg grøntsagerne på en anden bradepande - også beklædt med bagepapir - og vend med olivenolie, hvidløg, salt og peber.
- Bag kartofler og peberfrugter i den varme ovn i ca. 25 minutter.
- Når de er færdigbagt, blandes de forsigtigt i et fad. Fetaen smuldres over og der drysses evt. med hakket persille.