Så fik jeg langt om længe taget mig sammen til at blogge om min aftensmad fra i mandags. Tingene går ikke just hurtigt her lige for tiden – men i det mindste har jeg p.t. påskeferien at bebrejde 🙂 Jeg ved godt, at der er mennesker, som er seje til at få en hel masse ordnet i ferierne, men sådan er jeg absolut ikke! Hvis jeg snart får taget mig sammen til at lave den eksamensopgave (dog frivillig), som jeg kan aflevere på torsdag, tror jeg næsten det er et mirakel. Nogle gode motivationstips?
Men anyway, som jeg også skrev her, var en af mine første tanker, da jeg fik en prøve på hytteosten med peberfrugt, at man skulle lave en ret, hvor peberfrugten blev understreget af frisk peberfrugt. Jeg kom hurtigt til at tænke på, at jeg ville lave en kartoffelsalat. Det viste sig faktisk også, at Arla allerede har en sådan opskrift på deres hjemmeside, så det var nok ikke en helt dårlig ide 😉
Jeg havde besluttet, at jeg ville have en eller form for kylling til, og da Netto så havde en bakke kyllingelår på tilbud, var det helt perfekt. Hvis jeg lavede hele bakken ville jeg have kylling og kartoffelsalat til aftensmad to dage og et par kyllingelår til min madpakke onsdag – perfekt planlægning 🙂 I sidste øjeblik besluttede jeg mig for ikke bare at lave kyllingelårene “som normalt”, men at prøve denne opskrift, jeg fandt for lang tid siden – sjovt nok stammer den opskrift også oprindeligt fra Arla 🙂
Den eneste ulempe ved de kyllingelår er, at de skal ligge i køleskabet et døgn inden. Men med lidt hurtig omrokering på min madplan, var det intet problem. Og resultatet var helt klart det værd! Kender I det hvor kyllingelår normalt ofte ku rigtigt smager af noget på skindet, og kødet er sådan lidt bla i smagen? Det er overhovedet ikke tilfældet her! Faktisk tror jeg at jeg fremover altid vil lave kyllingelår på denne måde – men pas på ikke at lade dem ligge for længe. De kan hurtigt blive for salte. Jeg undlod desuden at “koge dem i smør”, som opskriften siger at man skal og i stedet bagte jeg dem bare i ovnen hele tiden. Det virkede altså lidt nemmere
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Saltede kyllingelår
Ingredienser
- 8 kyllingelår
- 1 spsk groft salt
- 1 tsk sukker eller sukrin+
- lidt olivenolie eller andet fedtstof til stegning
Sådan gør du
- Aftenen før duppes kyllingelårene tørre, og de vendes med salt og sukker/sukrin+ i en skål med låg eller en plastikpose. Lad trække i køleskabet i minimum 12 timer.
- Forvarm ovnen til 200º varmluft. Fordel kyllingelårene på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl med lidt olie. Steges i ca. 40 minutter, alt afhængigt af hvor gennemstegte du ønsker dem. Vend, når de er halvvejs.
Noter
Der kan snildt tilsættes andre krydderier til lagen ud over blot salt og sukker/sukrin+, alt efter hvad der passer til resten af måltidet.
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Kartoffelsalat med hytteost og peberfrugt
Ingredienser
- 500 g små kartofler
- 1 bøtte hytteost med peberfrugt 250 g
- 1 rød peberfrugt
- salt
Sådan gør du
- Kog kartoflerne og lad dem køle helt af.
- Skær peberfrugten i fine tern og kartoflerne i lidt større tern. Bland med hytteost og smag til med salt. Server.
Noter
Bemærk at hvis retter med hytteost står, kan noget af væden godt trække lidt ud - bare rør det rundt og så er det som nyt igen :)