Hvis du har fulgt mig noget tid, ved du garanteret, at jeg er stor julefan. Vinteren er sgu lidt mørk og kold og træls, men så bliver det december, og der kommer julelys op overalt, og vi julehygger, og vi får og giver gaver, og det hele bliver bare pludseligt lidt mere nice igen. Ligeledes er jeg ret glad for det meste julemad, i særdeleshed risengrød. Ultimativ comfort food jo! Og så er det samtidigt billigt og relativt nemt. Og her er nøgleordet for dagens indlæg netop “relativt”. Ganske vist er det ikke svært at lave risengrød, men det er sgu lidt bøvlet. Du skal sørge for at røre i det jævnligt, holde nøje øje med temperaturen og generelt våge over det mere eller mindre konstant i en times tid så det ikke brænder på. Heldigvis findes der diverse alternative måder, fx i stegepose og i ovn og i dyne, og hvad ved jeg, men jeg har ikke haft den største succes med de metoder. Selv med dynemetoden, skal du jo stadig bruge tid på at koge det op inden, og jeg har oftest også brug for at koge det sammen igen til sidst. Hard-knock life! Og så var det, at jeg fandt ud af, at man kunne lave det i en slowcooker, og at det efter sigende var helt fantastisk. Så selvfølgelig måtte jeg have mig en slowcooker også til formålet! 😀
Bevares, jeg har ikke kun købt den til risengrødsfremstilling. Jeg har været fascineret af sådan en dimmer længe, men før risengrødsåbenbaringen havde intet endnu overtalt mig til at ofre skabsplads på endnu en køkkengadget. Jeg indrømmer derfor, at indlægget her måske skulle have heddet “risengrød for dovne nisser – med en forkærlighed for køkkengadgets”, men det var altså for langt for min smag! Jeg købte denne fra mærket Crock-Pot (reklamelink), som har flere features, der virkede smarte, bl.a. en “hold-varm”-funktion, selve indsatsgryden kan også bruges på komfuret, hvis man skal brune eller sautere noget til en ret først, og så har den en pæn størrelse. Måske egentligt lidt for stor, men det må tiden jo vise. Men hvilken som helst slowcooker kan garanteret bruges!
Og så kommer vi til det fantastiske – fremgangsmåden ved risengrød for mig nu er således: smør gryde, bland mælk, ris og salt. Tænd. Gå din vej. Spis risengrød 2 timer senere. Jeg er blæst bagover i min dovenskab!
Risengrød er ikke en original opskrift overhovedet – faktisk brugte jeg bare forholdet bag på pakken med grødris. Men her får I den alligevel, hvis du skulle være så heldig at have en slowcooker også. Ellers vil jeg anbefale dig at skrive en på ønskelisten med det vons! Glæder mig i øvrigt til at prøve andre ting deri også, så skyd endeligt nogle opskrifter min vej, hvis I har favoritter i slowcookeren.
P.s. Jeg synes risengrødsmængder er svære. Der står altid “til 4 personer”, men jeg får altså altid mindre end 4 portioner ud af det, så jeg spiser nok mere, end jeg bør 😉 Forhåbentligt ved du selv, hvor mange ris du eller din familie plejer at spise, og så kan du beregne portioner ud fra det.
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Risengrød i slowcooker
Risengrød for den dovne nisse. Bland ingredienserne, tænd apparatet, og kom tilbage 2 timer senere til perfekt risengrød!
Tilberedning: 2 timer
Samlet tid: 2 timer
Ingredienser
- lidt kokosolie eller smør til at smøre indsatsgryden
- 4 dl grødris
- 1,5-1,75 liter mælk jeg plejer at bruge 1,6
- 1 tsk salt
Til servering (duh)
- smør
- kanelsukker
Sådan gør du
Smør indsatsgryden med et tyndt lag kokosolie eller smør.
Bland så grødris, mælk og salt. Tænd på høj varme, sæt timeren til 2 timer, og gå din vej.
Når grøden er færdig, slår slowcookeren (i hvert fald min variant) automatisk over på varmefunktionen, så grøden holdes varm, indtil den skal spises.
Serveres - selvfølgelig! - med kanelsukker og smørklat.
Noter
Jeg har denne slowcooker med plads til 6 liter fra mærket Crock-Pot (reklamelink)
Tak for inspiration til Christine Bonde