Kender I de dage, hvor man kommer hjem, træt og udkørt og sur og tvær, og det, man allermest har lyst til – nej, brug for – er et lækkert stykke kage? Det kender vi sikkert alle sammen! Men det, der nok er færre af os, der kender, er de dage, hvor vi rent faktisk har pågældende stykke kage til rådighed. Så er dagen nærmest reddet!
Og så alligevel ikke. Fordi min mandag var virkelig en øvdag (for at holde sproget sobert). Først punkterer min cykel på vej til arbejde, så jeg må trække halvdelen af vejen og komme for sent. Som om det ikke er nok, skal det lige ske på den dag med den værste regn og blæst og kulde, vi nærmest har haft længe. Nå, men efter arbejde, må jeg jo så trække min cykel tilbage til Roskilde by fra RUC i Trekroner, godt og vel 4,5 km, for at aflevere min cykel til lappemanden. En tur, der tager lidt over en time, da man altså går langsommere med en cykel på slæb. Og min telefon gider ikke engang gå på det mobile net, så jeg i det mindste kan streame lydbog samtidig. Hos cykelsmeden, beslutter jeg mig for at investere i punkterfrie dæk – efter at have punkteret fire gange i løbet af det sidste halve år, må det da kunne svare sig! Så efter at have brugt en times ventetid på biblioteket og med at få handlet lidt småting, henter jeg min cykel og må punge 400 kr ud! (det har bare, at svare sig!) Og så kan jeg endelig, endelig bevæge mig hjemad. Det var en kold, kold og våd eftermiddag, vil jeg gerne tilføje.
Nå, nok brok. Maden var i det mindste herlig, hvilket til dels opvejer de mindre rare ting. Virker det ikke altid sådan? 🙂
Der sker altså ikke de store forandringer på morgenmadsområdet her hos mig – ud over at jeg er begyndt at eksperimentere med at røre lidt proteinpulver i skyren. Og så dryssede jeg, som I kan se, med lidt frysetørrede hindbær for lidt mandagsmorgenluksus. Resten er “business as usual”, skyr, vanille, sødemiddel chiafrø og mandler + en banan.
Til frokost regner jeg denne uge med at køre denne slags æggepandekage/tortilla. Jeg steger et æg og en æggehvide pisket sammen i smør på en pande og smelter til sidst lidt ost ovenpå sammen med skinke/hamburgerryg. Rulles sammen og vupti, så har man en nem og transportabel frokost. Det klæder den desuden at blive varmet op, men den kan nu også sagtens spises kold 🙂
Den der kage, jeg nævnte ovenfor, ikke? Det var denne her. Og da jeg kom ind ad døren, efter en hjemtur, som var lidt ud over det sædvanlige, syntes jeg virkeligt, at jeg havde fortjent det! Og det bedste er, at det passer helt perfekt ind i min kornfrie kost! Win! Meget mere om denne lækkerbisken i morgen 😉
Det gik lige op for mig, at jeg faktisk også fik suppe til aftensmad om mandagen i sidste uge! Oh well, ’tis the season, som man siger 😉 Og denne var virkelig fantastisk. Ristet græskar med kokos, chili og appelsin – og et fantastisk drys ovenpå. Opskriften kommer naturligvis til en Hjemme hos Xenia-blog nær dig 😀 (nærmere bestemt til suppesøndag).
Hvad var det bedste I spiste i går?
Kagen, uden tvivl. Den kom bare som sendt fra himlen i det perfekte øjeblik og smagte af den grund så meget bedre. Men suppen var virkelig også herlig. Alt i alt en god maddag, vil jeg sige 😀
Desuden vil jeg gerne sige tak for alle jeres kommentarer til mit indlæg om begrundelser for ikke at spise korn i går. Jeg har virkelig nydt at læse alle jeres indsigtsfulde og relevante kommentarer, så hvis der er nogen af jer, der endnu ikke har fået læst det, vil jeg anbefale jer at smutte forbi og evt. droppe en lille kommentar. Jeg hører meget gerne fra jer – det er en vigtig debat, synes jeg!