Macarons med chokolade og kanel

Macarons med chokolade og kanel

For laaaang tid siden, fik jeg tilbudt at prøve en macaronmåtte fra Lékué af KitchenOne.dk. Det takkede jeg ja til, eftersom macarons jo længe har været hypet, og jeg faktisk aldrig havde hverken smagt eller lavet dem. Så det virkede som en ideel mulighed. Kort tid efter modtog jeg måtten, pakkede den ud og næh’ede og nej’ede. Og siden har den så bare ligget og ventet som en mørk sky over min samvittighed. For typisk nok var det nogenlunde samtidig med, at jeg ændrede min kost til overvejende LCHF, hvor macarons jo ikke lige er det oplagt valg. Selv om der dog ikke er korn i 😉

Da jeg skulle lave kagebord til i tirsdags, benyttede jeg altså straks muligheden for at få afprøvet de dér macarons, som “alle” taler om. Og jeg brugte selvfølgelig måtten. Officielt set, behøver man jo slet ikke noget specialudstyr for at lave macarons. Man kan sagtens klare sig bare med helt almindeligt bagepapir, hvis man har et godt øjemål eller tegner cirkler først. Men måtten gør det altså en del nemmere. Første gang, jeg lavede dem, fulgte jeg instruktionerne, som fulgte med måtten, der angiver, at man kun skal sprøjte til den inderste cirkel, og så bør dejen selv flyde ud. Det skete dog ikke, så første portion blev nogle små og høje macarons. Men de fik “fødderne” og smagte fantastisk. Anden gang sprøjtede jeg altså helt ud til cirklen, og de blev helt perfekte, så det gør jeg fremover. Det afhænger naturligvis meget af konsistensen på din macaronmasse, men opskriften herunder blev begge gange sådan, at de ikke flød ud. Så hvis du følger den, skal du nok regne med det samme 🙂

Eftersom det jo var et julet kagebord, brugte jeg Majas opskrift på kanelmacarons. Og det blev så vellykket, at jeg helt sikkert vil bruge Majas opskrifter fremover også. For når først man opdager, hvor nemt det faktisk er, er der jo uendelige variationsmuligheder 😀

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Macarons med chokolade og kanel

Ingen bedømmelser endnu

Antal: stk

Ingredienser

Macaronbunde

  • 43 g mandler vægt før smutning
  • 75 g flormelis
  • 1/2 tsk kanel
  • 1 stor æggehvide det passer for mig med æggehviden fra et øko-æg
  • 25 g sukker

Ganache

  • 100 g mælkechokolade
  • 60 g piskefløde
  • 1-1,5 tsk kanel

Sådan gør du

  1. Overhæld mandlerne med kogende vand. Lad dem stå, indtil vandet er kølet lidt af, og test om de er til at smutte. Gentag, hvis ikke. Når mandlerne er smuttet, tørres de grundigt med et viskestykke.
  2. Mal mandlerne til fint mel. Det er nemt i en kaffekværn, men brug, hvad du har. Blend mandelmelet sammen med flormelis og kanel, så du får et jævnt lysebrunt pulver.
  3. Pisk æggehviden og sukker sammen med en elektrisk pisker ved lav hastighed i et minut. Skru herefter op på højeste hastighed og pisk indtil du har en stiv marengs.
  4. Sigt mandelmelet ned oven i marengsen og vend sammen. Giv den ca. 35 "omgange" med en dejskraber. (1 omgang = en gang rundt langt skålen og en gang ned mod bunden)
  5. Fyld macaronmassen i en sprøjtepose og fordel på måtten i så mange cirkler, som der er dej til.
  6. Lad bundene tørre ved stuetemperatur i en halv times tid.
  7. Forvarm imens ovnen til 160º alm. ovn.
  8. Bages i ca. 12-15 minutter. De må endelig ikke få for meget, men hvis de får for lidt, er de klæge og slipper ikke bunden. Det gælder om at prøve sig frem og finde ud af, hvor meget de skal have i din ovn.
  9. Lad bundene køle af og lav imens ganachen.
  10. Hak chokoladen groft. Bring fløden i kog i en kasserolle og hæld over chokoladen. Lad stå lidt og pisk den herefter sammen, indtil ganachen er fin og blank. Smag til med kanel. Fyld ganachen i en sprøjtepose og læg på køl, til den er stivnet nok til at kunne sprøjtes ud og holde formen.
  11. Fordel ganache på halvdelen af macaronbundene og læg den anden halvdel ovenpå.
  12. Pynt med kanel.

Noter

Opbevares koldt eller på køl.

Macarons med chokolade og kanel - mandler
Macarons med chokolade og kanel

Kategorier: Kage, Snacks, mellemmåltider & andre lækkerier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!