Jeg troede egentligt bare, at jeg i går skulle have helt kedelig kylling og blomkålsris uden nogle andre dikkedarer i går – højst tilbehør a la det her, hvis det gik vildt for sig – og så havde jeg ingen planer om at dele opskriften med jer. Det blev hverken eller, så selv om det stadig ikke er det mest innovative måltid i verden, synes jeg, I skal have opskriften. Nogle gange er det bare virkeligt rart med lidt inspiration til hverdagsmaden, også selv om det ikke er den dybe tallerken, man opfinder hver gang, synes jeg.
Jeg foretrækker altid at købe de hele kyllingelår som her, frem for enten under- eller overlår. Og så foretrækker jeg i øvrigt også hele kyllingelår frem for en hel kylling. Dels er det hurtigere, skindet bliver lettere sprødt (og hvem elsker ikke sprødt kyllingeskind?!), og så kan jeg generelt bedst lide lårkød i alle tilfælde, så hvorfor bruge penge på brystet, som man får rigeligt af i andre tilfælde, når man køber de benfri bryster? Oh well, det var en sidebemærkning – I kan jo reelt set bruge lige den udskæring, I foretrækker.
Jeg syntes, at det blev et superfint måltid. Oprindeligt ville jeg have smuldret fetaen i sammen med grøntsagerne og så lavet en dressing ved siden af, men i sidste øjeblik kombinerede jeg de to løsninger i denne fetacreme, og det blev et virkeligt lækkert og mættende tilbehør. Det eneste, jeg generelt ville ændre ved dette måltid, hvis jeg kunne, var at skrue ned for eller helt udelade løgene i blomkålsrisene – det var lige lidt løget i smagen for mig, men jeg er jo også lidt den sarte type, ved vi.
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Kylling, pandestegte blomkålsris med løg og grønne bønner & fetacreme med hvidløg og røget paprika
Ingredienser
- 4 hele kyllingelår
- salt og peber
- røget paprika
- lidt olie eller smør
Blomkålsris
- 1 lille løg
- 1 god klat kokosolie uden smag til stegning
- 1 blomkål
- 2-300 g friske grønne bønner
- godt med salt
Fetacreme
- 250 g feta eller salatost
- 1 tsk røget paprika
- 1 fed hvidløg presset
- 1 dl piskefløde
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
- Krydr kyllingelårene med salt, peber og paprika, og hæld lidt olie eller smør ovenpå. Læg dem på en bagerist evt. beklædt med bagepapir, og steg i ca. 45 minutter, eller mere, hvis man foretrækker sin kylling godt gennemstegt og sprød, som jeg gør.
- Hak løget fint, og sauter i fedtstof i en gryde, til det er blødt. Riv imens blomkål til ris på en foodprocessor eller et rivejern. Skær de grimme ender af bønnerne og skær dem i stykker på ca. 1 cm.
- Tilsæt blomkål og bønner til løgene sammen med godt med salt, og sauter, indtil grøntsagerne er møre.
- Blend feta sammen med presset hvidløg og røget paprika, og tilsæt fløde lidt ad gangen, til cremen har den ønskede konsistens.
- Server.