Grøn one-pot pasta med squash og spinat

Denne pastaret er min nye livret. Eller nye er måske så meget sagt, eftersom jeg mere eller mindre har levet af den de sidste mange måneder. Ergo er det min livret. Endnu engang er det stjålne godter, fordi det er en opskrift fra Valdemarsro (I ved, hestenettet for opskrifter), som jeg har jammet en smule på.

Jeg kan egentligt ikke forklare, præcist hvad det er ved denne blanding som bare rammer mine smagsløg helt rigtigt. Måske det bare er at det er pasta og skjult grønt, og har man fulgt mig i længere tid, ved man, at jeg er evig fan af skjult grønt. Det føles som bare at spise en rar og comfy pastaret – men så er der alligevel lige lidt ekstra vitaminer i form af squash og spinat, men det kan smages 0%. Hvis det også lyder som noget for dig, skal du prøve denne ret. Jeg er egentligt ligeglad om du bruger min version eller Ann-Christines originale. Det vigtige er bare, at du prøver den. Og at du så lader være med at købe alle poserne med den gode pasta i Rema 1000, næste gang jeg skal have fyldt lageret op!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Grøn one-pot pasta med squash og spinat

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Bedste comfy pastaret med skjult grønt

Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 25 minutter

Samlet tid: 35 minutter

Ingredienser

  • 1 pakke bacon i skiver
  • 8 dl bouillon jeg bruger hønsebouillon
  • 1 squash
  • 150 g hakket spinat fra frost
  • 400 g pasta vælg din favorit
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 tsk løgpulver
  • 1 dl fløde
  • salt
  • 50 g revet parmesan

Sådan gør du

  1. Skær bacon i mindre stykker og steg det sprødt på en pande.

  2. Bring bouillon i kog i en gryde. Mens væsken koger op, river du din squash groft og hakker eller skiver hvidløg. Når væsken koger, tilsættes squash, spinat, pasta, hvidløg, løgpulver, fløde og salt.

  3. Lad pastaen simre ved medium varme i ca. 20-25 minutter.

  4. Når pastaen er mør og væsken er kogt ind, røres sprødstegt bacon og revet parmesan. Lad parmesanen smelte i et minuts tid og smag til med salt.

Noter

Hvis den skal være ekstra fræk, og du alligevel har MSG i køkkenskabet, kan du give den et drys heraf.

Kategorier: Fast food, Favoritter, Hovedretter med kød, Pastaretter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!