Fisk i karry med blomkålsris

For et par uger siden var der en af mine kollegaer, der fortalte mig, at, når hun kiggede min blog igennem, var stort set alle retterne gule. Det syntes jeg egentligt ikke, at hun havde ret i dengang – men lige i dag har hun da til en vis grad ret. For denne ret er gul for alle pengene, haha!

Men no matter. I sidste uge lavede jeg altså denne gule meget nemme, uopfindsomme og uoriginale ret. Men nogle gange er det altså bare de nemme, uopfindsomme og uoriginale retter, man bedst kan overskue, er det ikke rigtigt? Den minder på mange punkter om denne fiskecurry, som jeg lavede for halvandet års tid siden, og du kan selvfølgelig sagtens lade dig inspirere derfra og smide nogle grøntsager i selve karrysovsen også. Jeg var dog doven, så undlod – her er blomkålsris jo faktisk ekstra genialt, fordi det på én og samme tid agerer både tilbehør og grøntsager. Hvis man spiste rigtige ris, ville man (eller jeg i hvert fald) have haft behov for nogle grøntsager ved siden af også.

Der er ofte folk, der spørger mig, om det ikke tager vildt lang tid at lave mad nu hvor jeg ikke spiser korn mv. Og oftest svarer jeg, “nej faktisk snarere tværtimod”. Ris virker måske nemt, men det tager alligevel næsten 25 minutter at koge dem, på den måde jeg plejede at gøre det – og næsten det dobbelt hvis man spiser de brune af slagsen. Blomkålsris tager to minutter med en foodprocessor!

Karrysovsen her kan både laves med piskefløde og kokosmælk. Jeg brugte piskefløde på billederne her, men vil faktisk anbefale kokosmælken, med mindre I er meget imod smagen af kokos. Jeg elsker personligt kokos og følte, at den ville have hævet sovsen. Brug dog hvad I vil og har – fremgangsmåden er den samme!

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Fisk i karry med blomkålsris

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer


Ingredienser

  • 4 store fiskefileter fx rødspætte eller torsk (ca. 600 g)
  • 1 løg
  • 1 lille æble
  • 2-3 spsk kokosolie uden smag eller smør
  • 2-3 spsk karrypulver
  • 1/2-1 dl vand
  • 4 dl kokosmælk eller piskefløde
  • salt
  • 1 tsk bouillon
  • 1 spsk æblecidereddike
  • evt. lidt sødning

Til servering

  • 1 blomkål
  • saltede peanuts
  • evt. ristet kokosmel og andre toppings

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 200º varmluft.
  2. Skræl æblet og fjern kernehus. Pil løget. Hak løg og æble.
  3. Opvarm kokosolien på en stor pande eller gryde og svits løg, æble og karry heri. Tilsæt vand lidt ad gangen og lad det fordampe, indtil du har en blød og mør masse.
  4. Tilsæt nu 1/3 af kokosmælk/fløde lidt ad gangen til en tyk sovs. Blend evt. med en stavblender i et blenderglas eller i en blender. Rør resten af kokosmælken/fløden i og bring i kog. Smag til med bouillon, salt, eddike og sødning.
  5. Fordel fiskefileterne i et ovnfast fad og hæld karrysovsen over. Sæt i ovnen i ca. 20 minutter.
  6. Riv imens blomkålen groft - enten på foodprocessor eller rivejern. Overhæld evt. med kogende vand i 10 sekunder og dræn godt.
  7. Server med peanuts og evt. ristet kokosmel eller andre toppings.

Kategorier: Hovedretter med fisk og skaldyr, Hverdagsmad, LCHF opskrifter, Påske

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!