
Det er meget bevidst, at jeg har stavet fastfood "forkert" (efter danske konventioner) i overskriften her. For mig er det nemlig to forskellige ting. Én ting er fastfood i ét ord, som leder tankerne hen på mad i den ret så junk-y og underlødige genre. Noget helt andet er "fast food" i ordenes egentlige betydning, nemlig hurtig mad. Og det er netop det, jeg vil snakke lidt om i dette indlæg, altså hvordan man laver hurtig mad på de dage, hvor tiden, energien eller lysten absolut ikke er til at stå længe i køkkenet.


Jeg har i samme ombæring tilføjet en ny kategori til bloggen, også kaldet "fast food". Jeg har ikke som sådan skåret over én kam og bestemt, at hurtig mad fx er klar på under 30 minutter, selv om langt de fleste af retterne nu er det. Jeg har i højere grad vurderet, hvad der er og føles nemt, både ift. hvor mange ting, det kræver, hvor meget opvask, hvor meget hakkearbejde, m.m. En ret kan godt reelt set tage en time fra start til slut, men hvis den til gengæld kun kræver en 5-10 minutters faktisk køkkenarbejde, er den nem og hurtig i min optik. Fx tager den gode bønnemix nok tættere på en time fra start til slut, men den reelle arbejdstid er meget lille. Og så kan man jo stene foran computeren eller noget andet i resten af tiden, hvilket i min optik klart er bedre end at bruge 30 minutters non-stop effektivitet i køkkenet, sådan set ud fra et dovenskabsmæssigt perspektiv i hvert fald.


I forhold til at kunne lave hurtig og nem mad (især i hverdagene) er der selvfølgelig en masse gode råd, som man kan vælge at følge, som man vil. Jeg ved, at der er mange, der benytter sig af det med at snitte en masse grønt om søndagen fx, og så bruge af det i løbet af ugen. Det har aldrig fungeret for mig personligt, mest fordi jeg bliver træt af at spise så meget af det samme. Hurtig og nem mad for mig er i højere grad mad, der vitterligt ikke kræver særlig stor indsats, selv om man starter lige fra man kommer hjem fra supermarkedet med varerne. Til gengæld indebærer det ind imellem også et par smutveje, som jeg ved, at ikke alle vil være lige tilfredse med. Dels er der jo den førnævnte pølsemix, som jo består af færdigkøbte pølser (hvor man dog efterhånden kan få mange af virkeligt god kvalitet). En anden genganger hjemme hos mig er kebabsalaten, hvortil jeg bruger færdigkøbt kebabkød fra frost (min favorit er Aldis). Her er jeg selv med på, at vi bevæger os lidt mere ud i en gråzone ift. hvad der er "reel mad" og hvad der mere er snydemad. Men en gang imellem kan jeg personligt godt se mellem fingre med den slags - og det er jo i sidste ende op til den enkelte at gøre det samme.


Jeg fremhæver her nogle af mine egne absolutte favoritter, som jeg virkeligt har lavet mange gange efterhånden, når mit madlavningsoverskud har kunne ligge på et meget lille sted, men jeg alligevel gerne vil have noget ordentlig og rigtig mad i skrutten. På siden her (eller vælg den under menupunktet "Opskrifter" øverst) har jeg samlet dem alle i det vanlige opskriftsindex med billeder, som I forhåbentligt er lige så glade for, som jeg selv er.


{ TIPS TIL HURTIG OG NEM MAD }


