Opskriften her er den dragende citronmåne fra “Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne” – og den er virkeligt dragende. Den er super lækker. En rigtigt dejlig krumme og fyldig smag med en frisk citronsmag, som fuldender det hele. Glasuren hældes på, når kagen lige er kommet ud af ovnen, og køler sammen med kagen, hvilket gør at den bliver dejligt sprød. Lækkert. Jeg har faktisk aldrig rigtigt smagt købe-citronmåner, så jeg kan desværre ikke fortælle om/hvor meget bedre den er. Men min mor siger at den var meget bedre – hæhæ.
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Citronmåne
Ingredienser
- 250 g blødt smør
- 350 g sukker
- 4 æg
- fintrevet skal af 2 usprøjtede citroner
- 325 g hvedemel
- 1,5 tsk bagepulver
- 1 dl mælk
Glasur:
- saft af 1 citron
- 115 g flormelis
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200º.
- Smør og sukker piskes sammen. Tilsæt æggene et ad gangen. Herefter røres citronskal i - jeg rev den bare direkte ned i skålen. Husk at lade være med at tage for meget af det hvide - kun det gule.
- Sigt mel og bagepulver i og vend rundt. Til sidst røres mælken i. Pensl en springform - jeg brugte silikone - med rapsolie (eller smør). Fordel dejen heri og bag mindst 35 min. Jeg gav den dog omkring 50 minutter, tror jeg. Måske det skyldes silikoneformen - en af metal ville nok lede varmen bedre :)
- Glasuren røres sammen mens kagen bager.
- Når kagen er færdigbagt, prikkes huller i toppen og glasuren hældes over. Lad kagen køle helt af.