Billeder i indlægget opdateret 12/10-11
I dag fik vi lækker, lækker hjemmelavet burger. Jeg laver faktisk sjældent hjemmelavede burgere, men efter at jeg har prøvet denne opskrift, som jeg har fået anbefalet af MissMuffin, kommer det helt sikkert til at ske noget oftere. Opskriften er fra Varm på brød og lun på boller, men den oprindelige opskrift giver 30-35 boller. Det syntes jeg var lige i overkanten, så jeg lavede to en halv gang mindre, så det passede med en pakke gær. Desuden lader jeg dem hæve længere både før og efter, da jeg synes det giver et meget bedre resultat.
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Burgerboller
Forberedelse: 1 time 30 minutter
Tilberedning: 15 minutter
Samlet tid: 1 time 45 minutter
Ingredienser
- 6 dl vand
- 50 g gær
- 24 g sukker
- 8 g salt
- 30 g smeltet smør
- 720 g hvedemel
- 120 g sigtemel
- Sesamfrø til pynt
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 200º varmluft.
- Gæren opløses i vandet og resten af ingredienserne røres i. Ælt dejen godt sammen og lad hæve i en time.
Del dejen i 12 stykker, og form hver stykke til en bolle. Læg på to bageplader beklædt med bagepapir og tryk dem flade med en kagerulle. Efterhæves i 30 minutter.
Pensl med æg, mælk eller andet og drys med sesamfrø. Bollerne bages herefter 12-15 minutter.