Nogle gange er der ikke noget bedre end at bruge lang tit i køkkenet og rigtigt hygge om madlavningen. Men andre gange, må det gerne være nemt og gå stærkt. Sådan har de fleste af os det sikkert i hverdagene. Hvis man kommer hjem sent, gider man sjældent bruge tid og kræfter på at lave mad, og så skal maden helst kunne stå på bordet inden for en halv times tid. Sådan et måltid er dette. Jeg har fundet opskriften på Stonesoup, som grundlæggende kun har opskrifter med max fem ingredienser (ud over basisting, selvfølgelig). Det er da noget, man kan forholde sig til! Jeg valgte at tilsætte en dåse butterbeans til retten for at få lidt mere mæthed og proteiner ind, men det er ikke sikkert, det er nødvendigt. Jeg blev i hvert fald rigeligt mæt af min portion 😀
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Broccoli og butterbeans med cremet feta
Ingredienser
- 2 broccolier
- 1 dåse butterbeans
- olivenolie
- salt
- risvineddike
- 200-250 g feta
- 21 spsk mælk
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200º varmluft.
- Skær broccoli i grove stykker og bland med de drænede butterbeans. Fordel på to bageplader beklædt med bagepapir og vend med olivenolie og salt. Bag i ca. 20-25 minutter.
- Mos imens fetaen med en gaffel og bland mælken i, så det får en cremet konsistens.
- Når broccoli og bønner er færdige, hældes et par spsk risvineddike over. Server med cremet feta.