Banoffee-tærte

Egentlig snyder jeg lidt kronologisk set ved allerede at poste indlægget om denne tærte nu, men den var nu så god, at jeg ikke kan vente. Så må I få blomkålssuppe-opskriften i morgen. I går aftes var jeg til gruppemiddag med min nye projektmiddag, og jeg var derfor hurtig til at tilbyde at bage kage. Eftersom det er sjældent at jeg rigtigt har mulighed for at bage de mere dessert-agtige kager, havde jeg besluttet at det skulle være i den dur, og valget faldt derfor på en banoffee tærte som lød ret spændende og alligevel forholdsvis enkel. Opskriften er fra den newzealandske blog (hvilket jo i sig selv er ret sejt) Two Spoons. Det mindst enkle ved kagen er nok karamellen, som man lige skal holde lidt øje med, men resten laves virkelig simpelt. Og som med mange af sådanne tærter er det der tager længst tid faktisk at kagen skal stå i køleskabet og sætte sig. Jeg lavede den tirsdag eftermiddag og så stod den i køleskabet indtil onsdag aften, og det fungerede helt fint.

Grunden til at kagen hedder banoffee er selvfølgelig at fyldet er en blanding af karamel (toffee) og banan (banana) = banoffee. Snedigt, ik’? Det var blandt andet det, der gjorde at jeg syntes tærten var lidt sjov og speciel og resultatet blev som sagt rigtigt fint. Den syrlige sødme fra bananen stod fint til resten. Selve bunden minder i høj grad om en chokolade/kakao-cookie og er derfor lidt anderledes end de kikse-bunde, man ellers ser – som dog også er lækre. Og toppingen med chokolade-ganache er ganske enkelt himmelsk. Need I say more? Bare lav den 😀

Det er en ret tung kage, så de færreste kan spise mere end et enkelt stykke – nogle måske mindre. Vi fik vaniljeis til, hvilket var perfekt til at komplementere kagen, men en anden mulighed er noget creme fraiche eller lignende.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Banoffee-tærte

Ingen bedømmelser endnu

Antal: personer

Opskrift efter two spoons

Ingredienser

Bund

  • 75 g smør blødt
  • 75 g sukker
  • 25 g brun farin
  • 1/2 tsk vaniljeessens
  • 15 g kakaopulver
  • 90 g hvedemel
  • 1/4 tsk natron

Banan-karamel

  • 4 bananer modne
  • 160 g sukker
  • 50 g smør

Chokolade-ganache

  • 1 dl piskefløde
  • 100 g mørk chokolade

Sådan gør du

  1. Rør smørret indtil det er blødt og cremet og rør herefter gradvist sukker, brun farin og vanilje i og pisk indtil det er lyst og luftigt. Bland kakao, mel og natron og si det over dejen. Vend det i og saml til en mørdej-lignende masse. Pensl en springform (min er ca. 22 cm i diameter) og drys med mel. Tryk dejen ud heri - brug evt. bunden af glas så det bliver jævnt. Sæt formen i fryseren og tænd ovnen på 160º alm. ovn.
  2. Når bunden har stået i fryseren i 20 minutter, sættes den i ovnen, som nu bør være varm, og bager i ca. 30 minutter.Den skal være en mellemting mellem flydende og fast - men ikke helt gennembagt. Sæt til afkøling på en rist, mens du laver fyldet og ganachen.
  3. Mos bananerne, enten med et piskeris som jeg gjorde eller i en blender eller foodprocessor - ved sidstnævnte undgår du helt klumper, men disse kan dog hverken ses eller smages i det færdige resultat.
  4. Så til karamellen. Tænd en pande - den lyseste du har - på medium varme. Vej først både sukker og smør af - smørret skæres i tern. Drys herefter sukker i et tyndt lag på panden og vent indtil det begynder at smelte. Du kan røre i det ind imellem for at hjælpe det lidt på vej, men det er ikke nødvendigt. Når det begynder at smelte drysses endnu et lag sukker over og sådan fortsætter du indtil al sukkeret er på. Skru evt. ned for varmen, hvis det går for hurtigt. Det må ikke blive for brunt! Når alt sukkeret er smeltet og svagt gyldent, piskes smørret i. Det bruser lidt, når du gør det, så pas på det ikke sprøjter. Først kan det godt klumpe lidt, men frygt ej! Bare pisk indtil det når en jævn gyldenbrun masse. Tag panden af varmen, pisk bananmosen i og fordel banankaramellen over den nu afkølede bund. Man kan evt. prikke lidt i bunden med en gaffel, så karamellen trænger ned i. Jeg valgte dog at lade være, så bunden var god og sprød.
  5. Varm piskefløden langsomt i en kasserolle. Tag den af lige inden den begynder at koge, og pisk den mørke chokolade i. Varmen fra fløden vil smelte chokoladen nænsomt, og du ender med et fint, blankt og lækkert resultat. Hæld dette over tærten.
  6. Dæk nu med husholdningsfilm og sæt tærten i køleskabet til den skal serveres. Dog nok mindst omkring 4 timer, da det er vigtigt at karamel og ganache får sat sig. Alternativt kan du speede processen lidt op i fryseren - husk dog i så fald at tage den ud lidt inden servering, så den ikke er frossen.
  7. Server evt. med vaniljeis eller andet.

Kategorier: Dessert, Kage

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!