Egentligt er det lidt snyd at genudgive opskrifter, men når man når et punkt, hvor man ikke engang kan tælle, hvor mange gange man har lavet den samme opskrift, er en genudgivelse fortjent, synes jeg. “Man” er selvfølgelig mig i denne kontekst, og opskriften er disse rosenkål. Det er i udgangspunktet en opskrift, der er så rørende nem, at den slet ikke burde kunne kalde sig en opskrift, men omvendt smager det også bare så forbandet godt! Måske du lige nu rynker på næsen af rosenkålene, eller måske du allerede har klikket videre, men hvis det er tilfældet, er det en skam, synes jeg. Bevares, smadderkogte rosenkål der lugter af prut er bestemt heller ikke min favorit, men denne måde at lave de søde små kålhoveder på er en helt anden boldgade. Det, jeg synes, de minder mest om, er faktisk ovnbagte kartofler, og hvis du er som mig, er det bestemt ikke en dårlig sammenligning. De er sprøde udenpå og bløde og rare indeni, og alt i alt er det bare en af mine ultimative yndlingstilbehør.
P.s. Serveret på denne måde får I en af mine ultimative livretter!
P.p.s. I opskriften skriver jeg, at 500 g rækker til 2 personer. Det kan det nok også godt, men reelt set laver jeg selv altid af 800 g frosne eller 1 kg friske i uordnet vægt, og det spiser jeg altså på to måltider. Som alle ovnbagte grøntsager, har disse rosenkål også en tendens til på en eller anden måde at fylde mindre. Så er I advaret!
Opskriften kan indeholde affiliate-links.
Baconrosenkål
NB Jeg kan sagtens spise dobbelt mængde af det her!
Ingredienser
- 500 g rosenkål friske eller fra frost (eller det dobbelte, afhængigt af appetit)
- 2-3 spsk olie fx kokosolie uden smag
- gavmild mængde salt
- 1 pakke bacon i skiver
- 2-3 spsk balsamicoeddike kan udelades
Sådan gør du
Forvarm ovnen til 180º varmluft.
Skær enderne af rosenkålene, fjern evt. grimme blade og skær de små kålhoveder i halve.
Fordel i ét lag på en bageplade beklædt med bage og vend med olie og salt.
Skær eller klip baconskiverne i stykker på ca. 1 cm og fordel over rosenkålene.
Rist i ovnen i ca. 30-40 minutter - tjek og vend rundt i dem ca. halvvejs.
Når rosenkålene er møre og sprøde i kanterne, og baconen er tilpas stegt, vendes blandingen med balsamico og smages evt. med mere salt, hvis det er nødvendigt.