Cheesecake-brownie med hindbær

Denne kage var nok det største hit ved kagebordet i søndagss – og med rette, for det er virkelig en lækker kage! Blandingen af lækker, klæg, chokoladeagtig brownie nederst, cremet og vanilleagtig ostekage i midten og friskt og frugtagtigt hindbærflødeskum er virkelig genial!

Opskriften er igen fra The Hummingbird Bakery’s kagebog. Jeg har ikke lavet nogle ændringer i forhold til originalopskriften, og den virker bare – det er vel i virkeligheden det der kendetegner en rigtig god kage- eller kogebog, er det ikke? Altså at opskrifterne er så gennemprøvede og testede at de virker selv ved første gang. Det var i hvert fald helt sikkert ikke sidste gang, jeg lavede denne kage, eller noget fra den kagebog.

Jeg skar stykkerne forholdsvis småt, da de jo indgik i et kagebord sammen med en masse andet også, men man kan sagtens lave dem større, hvis det er det eneste, man serverer. Jeg brugte optøede hindbær fra frost i hindbærflødeskummet og pyntede med friske hindbær. Portionen rækker til en bradepande på ca. 25×30 cm eller deromkring – det svarer til en af dem man kan købe med låg rundt omkring.

Opskriften kan indeholde affiliate-links.

Cheesecake-brownie med hindbær

Ingen bedømmelser endnu

Antal: stykker


Ingredienser

Brownie

  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 250 g flormelis
  • 3 æg
  • 100 g hvedemel

Cheesecakefyld

  • 400 g flødeost
  • 150 g flormelis
  • 1/2 tsk vanijleessens
  • 2 æg

Hindbærflødeskum

  • 3 dl piskefløde
  • 100 g flormelis
  • 150 g hindbær optøede, fra frost
  • friske hindbær til pynt

Sådan gør du

  1. Forvarm ovnen til 150º varmluft.
  2. Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad. Pisk smør og flormelis sammen, til det er godt blandet. Tilsæt æggene et ad gangen, og pisk godt igennem. Sigt melet og rør det i, lidt ad gangen. Pisk ved høj hastighed til dejen er jævn. Hæld langsomt den smeltede chokolade i, og bland det grundigt.
  3. Beklæd bradepanden med bagepapir, hæld dejen heri og glat overfladen.
  4. Pisk flødeost, flormelis og vanille sammen, til det er jævnt. Tilsæt under piskning et æg ad gangen. Pisk til massen er let og cremet og smør den oven på brownien. Glat overfladen og bag kagen i ca. 35-40 minutter, eller til den er fast og let gylden i kanten, men stadig bleg i midten. Lad kagen afkøle helt, dæk den til og sæt på køl i minimum 2 timer og gerne natten over.
  5. Pisk fløde, flormelis og hindbær sammen i en røremaskine eller med en elpisker, til det er fast, men ikke helt stift. Vend brownien ud på et skærebræt eller fad, vend den rigtige side opad og smør hindbærflødeskummet ovenpå. Pynt med de friske hindbær, og skær kagen ud i firkanter.

Kategorier: Dessert, Favoritter, Gæstemad, Kage

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej!

Hjemme hos Xenia er en blog om mad, kager og andre lækre sager med opskrifter på alt fra lettilgængelig hverdagsmad i den sunde ende til herlige lækkerier af den syndige slags. Herudover blogger jeg om generel hverdag og livsstil, og alt andet der i øvrigt lige falder mig ind.

Velkommen til og velbekomme!